Godkendelse af referat fra sidste møde:
Godkendt uden kommentarer.
Budgetopfølgning – herunder budget 2012:
Status efter oktober måned er, at vi pænt følger budgettet for 2011.
Budgetudkast 2012 blev fremlagt for bestyrelsen og der blev enighed om nogle justeringer herunder bl.a. afsætning af et større beløb til markedsføring med henblik på hvervning af nye medlemmer i 2012.
Visionsplanen:
Visionsplanen færdiggøres og lægges frem for medlemmerne inden generalforsamlingen.
Medlemssituationen og markedsføring:
Som nævnt afsættes der flere midler til markedsføringen i 2012, da ”konkurrencen” bliver hårdere – ikke bare fra andre klubber men også fra andre fritidsmuligheder. Medlemstallet ligger pt. under det budgetterede, hvilket skal tages alvorligt i disse tider.
Generalforsamling 2012:
Afholdes i den 21. februar 2012 kl. 19:00.
Diverse input fra medlemmer:
Et medlem har henvendt sig angående flexmedlemskab og manglende ret til at deltage i turneringer, da det er medlemmets indtryk, at medlemmer af udenlandske klubber, f.eks. svenske ”fiktive” klubber, har deltaget i KLG turneringer i 2011. Bestyrelsen vil derfor til 2012 sæsonen tydeliggøre, at flexmedlemmer og medlemmer af de ”fiktive” klubber (liste over disse klubber udarbejdes) ikke kan deltage i KLG turneringer, ligesom det skal fremgå af matchproportionerne fremover. De kan ligeledes ikke benytte sig af ½ greenfee eller andre rabatordninger. Øvrige betingelser for flexmedlemmer, som i øvrigt fremgår af hjemmesiden, er uændrede.
Problemet bagskabe, flexmedlemmer og passive medlemmer blev diskuteret og det blev vedtaget, at flexmedlemmer kan bevare deres skabe, da de jo kan spille, men passive medlemmer skal fraflytte skabe, da de ikke kan spille.
Et medlem har forslået, at noget af roughen klippes med en grønthøster, med det formål at ”nyere” græs vokser frem og derved bliver det nemmere at finde boldene. Greenkeeperne prøver dette i et mindre område.
Et medlem har henvendt sig, at flere af de ”uofficielle” Klubber i Klubben anerkendes som officielle klubber i klubben. Det er egentlig bestyrelsens mening, at vi i stedet bør gå hen imod færre klubber i klubben, bestyrelsen vil derfor fremsætte temaet Klubber i Klubben til debat på generalforsamlingen.
Et medlem foreslår ”Hverdagsmedlemskaber” til nedsat kontingent. Bestyrelsen vil overveje behovet herfor.
Et medlem ønsker, at vi er miljøbevidste med øldåser og at der opsættes beholdere til tomme dåser. Dette er der taget hånd om og der opsættes beholdere ved hvert 3. hul.
Et medlem har henvendt sig, da han ikke mener alle respekterer, når andre har bestilt tid på Golfbox, men at de går ud foran de, der har bestilt. Bestyrelsen vil undersøge dette nærmere fremadrettet.
Et medlem har henvendt sig angående de sten / fliser der er lagt ud på stierne, da han har et forslag til, hvordan disse skal forarbejdes. I mellemtiden er dette nu sket, i overensstemmelser med eksperters anbefaling.
Et medlem har henvendt sig angående opsætning af 200 meter og 50 meter markeringer. 200 meter markeringer er opsat på par 5 huller, 50 meter markeringer kommer næste sæson.
Et medlem har henvendt sig angående afgang/tilgang af nye medlemmer. Bestyrelsen har som nævnt derfor bl.a. afsat midler til yderligere markedsføring næste år.
Et medlem har henvendt sig angående brugen / misbrugen af tidsbestillingen. Bestyrelsen har ingen statistik materiale herover endnu, så dette vil blive undersøgt i 2012, såfremt kapaciteten haves hertil, eller kan skaffes hertil.
Et medlem har henvendt sig med forslag til løsning af vores problem med manglende bagskabe. Bestyrelsen overvejer hans forslag samt andre indkomne forslag. Det er i øvrigt et punkt i den kommende Visionsplan.
Et medlem har henvendt sig angående administrator hjælp til booking af tider for en uofficiel klub i klubben, dette afvises og i øvrigt er tidsbestilling af den art et medlemsanliggende.
|